Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde, når Marie Krarup (DF), lader sin uvidenhed om en meddebattør i ”DR2 Debatten”, torsdag, d. 5. november, træde så tydeligt frem som i det blogindlæg, hun straks efter udsendelsen for i tasterne for at nedfælde. Indlæggets indhold, der vedrører min person, er et langt gætværk, for det eneste, Marie Krarup ved om mig er, – at jeg er af muslimsk oprindelse.
Jeg håber, Marie Krarup baserer sine øvrige, i sær politiske, iagttagelser i mere alvorlige sager på facts frem for formodninger, mavefornemmelser og fordomme.
Således skriver Marie Krarup:
“Jeg mødte for nylig benægtelsen af, at islam betyder noget for integrationen i Clement Kærsgårds program “Debatten”. To debattører, der har arbejdet med integration, ville ikke acceptere, at islam har betydning i integrationsprocessen. Det er desværre ikke første gang, jeg møder politisk korrekte mennesker, der stædigt benægter islams betydning og væbner sig med døvhed og blindhed overfor virkeligheden.” Citat slut.
Dette enkle citat, bevidner de forudindtagede og pinlige fordomme, Marie Krarup lader komme til udtryk i en sådan grad, at jeg knap nok ved, hvor jeg skal begynde. Så, lad os blot kaste os ud i det, punkt for punkt.
1. Jeg hverken bekræfter eller benægter islams betydning for integration. Jeg frabeder mig ganske enkelt religiøs argumentation i et sekulariseret samfund, hvor vi i alle andre samfundsanliggender ikke er prisgivet, hvad religiøse tekster siger om dette eller hint. Den må stå for Marie Krarups egen regning.
2. ”To debattører, der har arbejdet med integration”. Jeg har aldrig arbejdet med integration. Dette er igen et udslag af antagelser frem for konkret viden, hvilket med tydelighed illustrerer, at Marie Krarup udtaler sig med automatpiloten slået til.
3. ”Det er desværre ikke første gang, jeg møder politisk korrekte mennesker”. Meget kan man sige om mig, men politisk korrekt er ikke det første, folk, der kender mig, vil hæfte på mig. Tværtimod! Det ville Marie Krarup også have vidst, hvis hun havde gidet ulejlige sig en smule, inden hun for i tasterne.
Marie Krarup skriver videre: ”Kort sagt: årsagen til manglende integration ligger hos dem, der taler om islam. Hvis vi bare klappede i, ville der ikke være nogen integrationsproblemer. Altså islam i sig selv betyder ikke noget.” Citat slut.
Hvis Marie Krarup havde kunnet se bort fra, at det var to mennesker af muslimsk oprindelse, hun havde over for sig i Debatten, ville hun måske også have hørt, de svar hun fik. Jeg sagde endda, at det IKKE drejer sig om, at vi ikke må være islamkritiske eller kritiske over for muslimer. Hvis Marie Krarup vidste, hvem hun udtalte sig om, og ikke var så forudindtaget med sine fordomme, ville hun også have vidst, at jeg nok er noget nær den sidste, der beder nogen klappe i med religionskritik, om end jeg gerne ser flere, der ikke aner, hvad de udtaler sig om, gøre netop dét.
Marie Krarup har ikke den mindste dokumentation for de holdninger, hun i sit manipulerende indlæg, forsøger at tillægge mig. Hun ved ikke om jeg overhovedet er kulturtroende, om jeg er agnostiker, ateist eller praktiserende muslim, der beder 5 gange om dagen, privat.
Når Marie Krarup ikke ser ud til at kunne abstrahere fra sine meddebattørers religiøse baggrund og straks efter anfægter de eneste to muslimer, blandt alle de øvrige gæster, for at argumentere med afsæt i deres religiøse baggrund, viser det i al sin enkelthed, at det er Marie Krarup og ikke os, der er religionsfikseret. Jeg kunne ikke selv have fabrikeret et bedre eksempel på det, jeg forsøgte at sige i udsendelsen. Derfor tak Marie Krarup, for at skære det ud i pap.
Det ville klæde Marie Krarup, qua hendes position som folkevalgt repræsentant for selveste demokratiet og med det mandat hendes vælgere har fundet hende værdig til, ikke at antage så meget. Marie Krarup viser med al tydelighed, hvorfor jeg påberåber mig et offentligt rum fri for mere religiøs støj, når hun ikke har andet at basere sine argumenter på end, at vi nok må antages at mene som vi gør, alene fordi vi er af muslimsk oprindelse. Det er pauvert.
I blogindlægget forsøger hun, som så mange før hende, at iklæde mig en religiøse kappe, jeg i Debatten ellers forsøgte at gøre klart for hende, at jeg vil have mig frabedt. Måske er det en slags projicering, vi er ude i? Jeg er ikke forblændet af nogen religion. Kan Marie Krarup sige det samme?
Når jeg ser mig fritaget for mere religiøs støj i det offentlige rum, så mener jeg, at vi bør insistere på, at vi er et sekulariseret samfund, hvor vi ikke er prisgivet, hvad der står i religiøse tekster for at påberåbe os en ordentlig og civiliseret behandling, med respekt for det enkelte menneskes ret til at tro, hvad det vil privat.
Jeg er ganske enkelt ikke interesseret i at diskutere samfundsanliggender i det danske samfund på religioners præmisser, fordi vi har bevæget os bort fra religiøse argumenter og forholder os sagligt, pragmatisk og rationelt til de udfordringer, vi står overfor i alle andre sammenhænge. At andre, så gør brug af religiøse tekster, er ikke ensbetydende med, at jeg som person eller vi som samfund bør anerkende disse som brugbare argumenter.
For hver gang Marie Krarup og ligesindede på den ene side eller deres islamistiske pendant på den anden side henviser til en sura, vil jeg svare tilbage med en henvisning til Lovsamlingen.
For hver gang der henvises til en hadith, vil jeg svare tilbage med en henvisning til Danmarks Riges Grundlov.
Det er nemlig de verdslige og ikke de teologiske love, der sikrer os vores ligeværdige menneskerettigheder. Hverken Bibelen eller Koranen. Jeg er udmærket klar over, at dette samfund er baseret på en kulturkristen historie og jeg er udmærket klar over, vi har religionsfrihed, ikke religionslighed i dette land. Jeg er også udmærket klar over, at den Evangelisk-Lutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan er understøttet af staten, men det betyder stadig ikke, at vi slår op i Bibelen for at dømme i landets retssale og vi slår heller ikke op i Koranen, når vi påberåber os de verdslige instanser i dette land til at varetage muslimske kvinders sociale og juridiske rettigheder. Så fri mig for de evigt arrogante forsøg på at belære mig om det samfund, jeg selv er støbt og formet af. Jeg kender min Danmarks historie, jeg er stadig af muslimsk oprindelse og jeg siger stadig, fri mig for at forholde mig til jeres religiøse følelser i det offentlige rum!
Jeg insisterer på de verdslige love, mens Marie Krarup tilsyneladende hellere vil tilføre mere religion i et offentligt rum, der i forvejen er ved at flyde over i tåbelige religiøse særkrav og hensyn.
Dvs. Marie Krarups forslag til at komme al den religiøsitet, hun mener er en hindring for vellykket integration til livs, er at tilføre det offentlige rum endnu mere religion. Altså mere religion til at bekæmpe religion? Virkelig?
Jeg fristes til at tro, Marie Krarup er blevet så vred, fordi hun i et splitsekund kom til at afsløre, at hendes egen og dermed DF’s retorik/tone kan have haft en indflydelse på den polarisering, vi er vidner til finder sted i samfundet. Hun skyndte sig selvfølgelig at rette sit svar til, da flere end jeg bemærkede indrømmelsen. Bordet fanger og optagelserne ligger der nu til evig tid.
Resten af Marie Krarups indlæg er en lang smøre af den typiske propaganda, vi efterhånden er blevet så vante til at høre fra den side.
Når man som det parti Marie Krarup tilhører, i årevis har solgt billetter på frygten for de slemme og yderst religiøse muslimer, der i så mange år har udvist tegn på ikke at ville fralægge sig deres religiøsitet, hverken privat eller i det offentlige rum, kan jeg godt se, det må forekomme Marie Krarup underligt tomt pludselig at stå overfor et menneske, der godt nok er af muslimsk oprindelse, men som siger: Jeg nægter at diskutere samfundsanliggender på en religions præmis! For, hvad er der så tilbage at anfægte folk af muslimsk oprindelse for, når frygten for muslimer og islam, stort set, er det eneste, man har solgt sine billetter på?
En folkevalgt repræsentant for det parti, der ellers har udnævnt sig selv til at være frontløberne i bestræbelserne på at understrege og gøre det så klart, at selv et vuggestuebarn kunne forstå, at i Danmark, vil vi ikke lade os diktere af religiøse følelser, når vi ytrer os eller tegner tegninger af profeter, prøver nu at få mig til at udvise forståelse for hendes religiøse følelser. Argumentationen minder umiskendeligt om børn, der konkurrerer, ved at sige: ”Min far er stærkere end din far”, når Marie Krarup forsøger at få mig til at forstå, kristendommen er bedre end islam. Jeg kan til Marie Krarups orientering oplyse, at min far er død og har været det i flere år, så jeg er ligeglad med, hvor stærk hendes far er. Jeg ligger ikke i konkurrence med Krarup om hendes fars svaghed eller styrke.
Jeg er ved at udvikle tinnitus af al den religionssnak, så fri mig for at forholde mig til mere religiøs larm, herunder dit, Marie Krarup. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med religiøse menneskers trosforhold og jeg gider ikke lægge øren til, hverken dit eller andres generaliserende dæmonisering af mig, blot fordi jeg tilfældigvis er født i en muslimsk familie – I dræner én for energi.
Min lov hedder i øvrigt Grundloven, Marie Krarup. Hvad hedder din?