Så blev Kobane stort set erklæret fri for den fanatisk ekstremistiske terrororganisation IS. Som kvindesagsforkæmper, må jeg hylde de tapre kurdiske kvinder, som udgjorde en stor del af den kampstyrke, der var med til at fordrive IS fra byen. De fortjener opmærksomhed og respekt, særligt med tanke for, hvad de risikerede ved en eventuel tilfangetagelse.
Selvom de kurdiske styrker, ifølge journalist ved den kurdiske netavis, jiyan.dk, Deniz Serinci, der også er aktuel med bogen ”Islamisk Stat”, som udkommer til marts, måtte se langt efter støtte, pga PYD, den kurdiske militære fraktions forbindelser til PKK, som står på EU og Natos terrorliste, lykkedes det alligevel kurderne at fordrive IS fra Kobane. Hvor der er vilje, er der som bekendt vej.
Som kvindesagsforkæmper er min opmærksomhed naturligvis rettet mod kvindernes forhold i området og det er ikke uden grund, jeg synes, kvindernes indsats bør fremhæves og anerkendes.
PYDs kvindelige gren, kaldet YPJ har især gjort sig bemærket, fordi vi her i Vesten primært får præsenteret billedet af kvinder i den del af verden som værende undertrykte. Dette billede gjorde de militante kvinder i kampen mod IS op med. Her, organiserede kvinderne sig og kæmpede imod de religiøse fanatikeres overgreb på civilbefolkningen, velvidende, hvilken grusom skæbne, de risikerede ved en eventuel tilfangetagelse. Historier om slavehandel og det, der er værre, har været omtalt i stort set samtlige medier herhjemme.
Men, slaget mod Kobane var, ifølge 73-årige Latife Fegan, der betegner sig selv som verdens ældste kvinderetsaktivist, ikke kun en menneskeretskamp. Det var også en kvinderetskamp. Latife Fegan, der oprindeligt er fra Tyrkiet, men bosat i Sverige siden 1974, udtalte sig således til STV. ”Kampen i Kobane er også en kvindekamp og en kamp mod en unik samfundsmodel, der strider mod alt det IS og de omkringliggende mere eller mindre diktatoriske stater står for.
I Rojavas nyligt nedskrevne forfatning, som består af en social kontrakt, hedder det, at de demokratiske kantoner Afrin, Jazira og Kobane, danner en sammenslutning af kurdere, arabere, syrere, aramæere, tyrkere, armeniere og tjetjenere, som har indgået et charter om frihed, retfærdighed, værdighed og demokrati i et samfund præget af lighed og økologisk bæredygtighed.
Traktaten er baseret på fredelig sameksistens og garanterer grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder, uanset religion, sprog, etnicitet og køn. Alene ordet ”køn” er stort set et ukendt begreb i de omkringliggende landes forfatninger.”
Selvom den tyrkiske regerings officielle støtte til civilbefolkningen i Kobane stort set ikke var til at få øje på, reagerede flere tyrkiske kvinderetsorganisationer ved at arrangere demonstrationer i flere tyrkiske byer og arrangerede rejser til den tyrkisk syriske grænse, hvor de under overskriften “Kvinders vrede kender ingen grænser”, dannede menneskeskjolde for at beskytte lokalbefolkningen mod det, de kaldte undertrykkelse af kvinder i hele Mellemøsten.
Jeg undrer mig over, den tyrkiske regerings position i denne sag.
Hvordan kan man som menneske og humanist forsvare drab på civile, lige på den anden side af sin landegrænse, med begrundelsen at byen er base for PKK? Det kan godt være PKK står på EU og Natos terrorliste, men der var også uskyldige mennesker, herunder børn blandt ofrene for IS brutale fremfærd og jeg vil aldrig respektere manglende handling i sager, der tager uskyldige børn, fanget i voksnes krig, som gidsel.
For ellers har den tyrkiske regering aldrig haft problemer med at give udtryk for en officiel holdning, når muslimer efter deres mening, undertrykkes andre steder i verden.
De har aldrig holdt deres mening tilbage, når det drejer sig om generel diskrimination af muslimer. Her, lige på den anden side af deres grænse, blev ellers også muslimer slagtet lige for øjnene af dem. Et er at græde tørre tårer over overgreb på muslimer i f.eks. Gaza, noget andet er at græde tørre tårer over overgreb på muslimer, lige på den anden side af ens egen grænse, velvidende overgrebene også begås mod muslimer – af mennesker, der ligeledes kalder sig muslimer. Hykleriet er til at få øje på.
Men, det lykkedes som sagt kurderne selv at fordrive barbarerne fra IS, og det skal de have tak for. Som kvinde, vil jeg især takke de modige kurdiske kvinders heroiske kamp. Deres kamp for frihed var/er vores kamp for frihed.