Jeg har brug for et håb om, at tragedien fra Krudttønden og den jødiske synagoge kan lære os noget. Det er for nemt og for letkøbt at påstå, den fremmedfjendske tone, højrefløjen eller højreekstremisterne er dem, der har blod på hænderne, når vi alle i en eller anden udstrækning har blod på hænderne i denne tid, hvor så mange ser ud til at udtrykke behov for at udpege skurke og helte.
Det er ganske enkelt usmageligt at antyde, at fredelige højreorienterede politikere og debattører, der aldrig kunne drømme om at billige vold, har et medansvar for det skete, i kraft af de holdninger, de giver udtryk for.
Lige så usmageligt som at antyde, at fredelige venstreorienterede politikere og debattører har et medansvar for det skete, i kraft af deres holdninger.
Mange kunne ikke drømme om at give islam skylden for islamistisk terror, men er underligt nok mere end parate til at give hele højrefløjen skylden for højreekstrem terror. Det samme den anden vej rundt.
Mange kunne ikke drømme om at give højreekstremistiske hadefulde hetz på muslimer skylden for overfald på muslimer, men er underligt nok mere end parate til at give hele islam og alle muslimer skylden for islamistisk terror.
Mange muslimer kunne ikke drømme om at påtage sig et kollektivt ansvar for, hvad ekstremistiske islamister foretager sig i islams navn, men ser underligt nok ud til at være mere end parate til at give herboende jødiske medborgere skylden for den førte politik i Israel.
Så stop dog op!
Hverken islam som helhed, højrefløjen generelt, venstrefløjen i almindelighed eller herboende jøder har ansvaret for terror.
Terrorister har ansvaret for terror.
Hvis vi endelig skal placere skyld, så er det en ideologi, der har skylden. Den totalitære, den antidemokratiske og den antiliberale ideologi.
Hvad får herboende muslimer til at møde op til begravelsen af en mand, der har to uskyldige menneskers død på sin samvittighed? Hvad får medierne til at tro, danske seere har en interesse i at se en morder blive begravet?
Uanset hvad han måtte have været drevet af, berettiger det aldrig – aldrig – til drab, og hvis drabsmanden og hans sympatisører i disse dage, så meget som har forstået essensen af den religion, morderen påstod at have dræbt for, ville han og sympatisørerne også vide, at han med drabene på to uskyldige mennesker gjorde sig skyldig i drab på hele menneskeheden. Hverken Dan Uzan eller Finn Nørgaard havde nogen som helst andel i det had, der drev morderen til at dræbe dem. De var uskyldige.
Han og hans vildførte meningsfællers desperation, kan vi, det muslimske samfund i Danmark, kun gøre noget ved, hvis vi er villige til at se indad.
Nogen forsøger meget bekvemt at affærdige handlingen som værende udtryk for en enkelt syg mands værk, for det vil kræve stor selvindsigt at påtage sig et ansvar for, at man har ladet det had, der drev ham, forblive uimodsagt i alt for lang tid. Vi har intet lært, når så mange kan møde op til en morders begravelse.
Hvorfor følte han ikke, der var plads til ham, når Danmark har stillet fuldstændig de samme muligheder til hans rådighed, som det har stillet alle andre børn af palæstinensiske flygtninge, der i dag bestrider poster som journalister, læger, advokater osv.? Har de ikke alle haft samme opvækstbetingelser i Danmark?
Hvorfor søges svarene udelukkende i ”tonen” eller ”ført fremmedfjendsk politik”? Har alle de palæstinensiske journalister, læger og advokater, der fungerer som gode og anstændige borgere da ikke haft de samme betingelser? Har de ikke boet i samme land og derved lagt krop og øren til det samme?
Kunne svarene måske også søges i de grupper, der i det danske samfund lever fedt på at få sig selv kørt i position som de forsmåede ofre for en tone og fremmedfjendsk politik, de ikke selv holder sig tilbage fra at gøre brug af, når de også selv har et lige så afskyeligt behov for at dele mennesker op i gode og dårlige, og faktisk ikke levner de værste danske højreekstremister noget at høre for?
Hvis vi vil ekstremismen til livs, så kræver det, at vi slår ned på det, hver gang det viser sit grimme ansigt og kommer til udtryk, uanset om afsenderen er hvid eller brun.
Almindelige og fredelige mennesker får det usmagelige nazikort smidt i nakken, og så er al debat lukket for altid. Det er usmageligt og lige så kvalmefremkaldende, som når muslimer får smidt islamist- eller taqiyakortet i nakken.
Gerningsmanden fra tragedien på Krudttønden og den jødiske synagoge er ikke bare en enkelt galning. Han er eksponent for en bevægelse af især unge mænd, som bliver forført, og vi vil miste flere unge mænd, når vi kvæler hinanden i politisk korrekthed, nedladenhed, had og mangel på vilje til at lytte til hinanden. Det kunne jo være, andre også havde reelle hensigter, selvom de ikke anvender samme ord og vendinger som den politiske fløj, man nu engang har udvalgt som sin egen.
Vores demokrati er vores største styrke, men det er også vores største svaghed. Der er ingen, som taler om at mainstreame det danske samfund. Vi ender ikke alle som kloner af Søren Pind, hvis vi tilpasser os det samfund, vi trods alt må formode, vi frivilligt har bosat os i. De danske grænser forsøges kun lukket indadtil – der er stadig fuld og fri bevægelighed ud af landet, hvis det danske samfund står for andet end det, man vil videregive sin familie.
Når så mange reagerer så negativt på ordet ”integration”, så lad os da kalde det for aktivt medborgerskab. Ved at påtage sig et aktivt medborgerskab, påtager man sig også et ansvar for udviklingen i det danske samfund. Radikalisering er et symptom og som sådan kan det behandles, men det kræver en erkendelse af årsagerne, som skal søges i folkeforførerne og vi ved alle, hvem de mere eller mindre er, hvis vi tør gribe i egen barm.
Hvis vi udelukkende fokuserer på de få nazister, som i antal må antages at være ligeså få som islamisterne i dette land, kommer vi til at slå plat på denne dybt ulykkelige situation – og det hjælper ingenlunde på sagen at devaluere nazismens afskyelighed ved at hæfte mærkatet på anstændige og fredelige debattører – uanset politisk ståsted eller etnisk og religiøs tilhørsforhold.
Lad os være varsomme med at hæfte usmagelige mærkater på hinanden i denne tid og lade de nazikort forblive i lommen, så der ikke går inflation i brugen af dem.