Ikke så snart første del af dokumentarserien ”Moskeerne bag sløret” er blevet sendt på TV2, begynder kritikken at rulle ind med anklager om, at den muldvarp, TV2 har gjort brug af under tilblivelsen af dokumentaren, har været ledende i spørgsmålene om pisk og stening. TV2´s programchef, Thomas Breinholt, afviser kritikken og fortæller, at det ikke var deres muldvarp, der stillede spørgsmålene, men en anden. Det er nærliggende at spørge, om det ikke kan være underordnet, hvem spørgsmålene blev stillet af, når formand for Grimhøjmoskeen, Oussama El-Saadide, til TV2, selv siger: ”Vi kan ikke sige forkerte ting om vores religion”, hvorved han altså afviser, at det skulle være problematisk at undervise i pisk og stening. Står det til Grimhøjmoskeen, er svaret jo i al sin enkelthed, ikke afhængig af, om spørgsmål stilles ledende, hverken for åben eller skjult kamera, da de “ikke kan sige forkerte ting”, kun, hvad der står i teksterne.
Dokumentaren resulterede i et såkaldt hasteindkaldt krisemøde i Islamisk Trossamfund og Dansk Islamisk Center, hvilket jeg mener er helt fint og helt på sin plads. Jeg havde håbet på et noget andet udfald på mødet, en anden reaktion end det, der efterfølgende blev udtalt til offentligheden. Den officielle udtalelse lød således: ” Først og fremmest skal vi tage afstand fra dokumentaren på grund af den måde, den er optaget på med skjult kamera. Vi føler at vores rettigheder er krænket”, siger Oussama El-Saadi til DR Nyheder. Med andre ord, ikke et ord om de mennesker, der dag ud og dag ind, får deres rettigheder krænket som følge af den vejledning og undervisning, de får i de omtalte moskeer.
Der gives ikke udtryk for refleksion i retning af bare snerten til at se indad. Ikke én refleksion i retning af, at der undervises i noget, som er i strid med loven – og som de selv ellers giver udtryk for, ikke er afhængig af åbne eller skjulte kameraer. Det ville klæde mødedeltagerne at tage stilling til om de forhold, der bruges i undervisningen er anbefalelsesværdige i forhold til etik og moral, når eksemplerne, der anvendes i læren om rigtigt og forkert, hverken er aktuelle eller relevante i en dansk kontekst. Det ville klæde dem at tage stilling til, om børn må blive slået – når de ikke vil bede eller i det hele taget? Det ville klæde dem at tage stilling til, hvorvidt kvinder skal finde sig i at blive vejledt til at være intime med deres mand, selvom de ikke har lyst og hvordan dette problem kan løses uden at skyld, dårlig samvittighed, forklaring på utugt, utroskab, fordærvelse af manden, (meget belejlig ansvarsfralæggelse af mandens medansvar, andel og bidrag til parforholdets sundhed), når “dårlig ægtefælle” prædikatet sættes på kvinden og ansvarsbyrden for et dysfunktionelt sexliv lægges på kvinden alene.
Må opdragelsesvold anvendes mod børn, der ikke vil bede? Må kvinder arbejde i et miljø med mænd? Er der dødsstraf for apostasi, dvs. frafald? De mennesker, der udgør disse imamers publikum, må vel først og fremmest være dårligt uddannede mennesker, ellers kunne de vel selv læse sig frem til et andet svar end det imamen, forsøger at prakke dem på ærmet. 8 ud af 10, ifølge dokumentaren, er oven i købet på overførselsindkomst, dvs. uden beskæftigelse til at fylde hverdagen ud. Ofre for en religiøs hjernevask, som strider imod alt, hvad jeg forstår ved ansvarlig rådgivning og vejledning af mennesker, der behøver deres åndelige vejlederes håndsrækning i hverdagen. Det er uansvarligt!
Ingen refleksion over, at børn er til stede ved disse møder og hører på dybt krænkende udlægninger af, hvordan børn bør behandles. Ingen refleksion over imamens måde at udtrykke sig på. Hvad ligner det, at en imam tager ord som ”nak dem”, ”choppe dem”, ”skære i dem med en kniv” osv. i sin mund? Det er ganske enkelt skandaløst!
Hvordan skal de børn nogensinde vide, det er forkert at blive slået, hvis de udsættes for vold i hjemmet, når det er, hvad de hører på, fra de er helt små?
Dette er ikke noget, man tilsyneladende har reflekteret over på det hasteindkaldte krisemøde. Ikke hvad vi hører af i hvert fald. I stedet forsøger man igen – igen- at få det drejet over på, at ”man” er blevet manipuleret, som led i endnu en omgang muslimbashing. Hvor er det dog trættende!
Jeg appellerer til de religiøse trossamfund, der vil vores fredelige sameksistens med respekt for menneskerettighederne, inklusiv dem for kvinder og børn – og vore etnisk danske medborgere- om at rense ud blandt de imamer, hvis opgave også er at fungere som imam for kvinder og børn – ikke kun mænd- at reagere nu. Mere end nogensinde.
Dette er en oplagt lejlighed til at få det gjort. Fokus forsøges rettet mod TV2´s brug af skjulte kameraer, hvor fokus efter min mening, burde være, at hvis der ikke havde været noget at afsløre, kunne TV2 heller ikke have afsløret noget.
Det er da tankevækkende, at ud af landets 150 moskeer, er det gang på gang den samme håndfuld, der tiltrækker sig negativ opmærksomhed. Hvorfor mødes de andre moskeer og trossamfund ikke af samme massive kritik som disse? Man fristes næsten til at tro, de selv har en interesse i at fastholde en negativ fortælling om muslimer og islam.
Da jeg så programmet, kunne jeg ikke høre imamer tale, men misogyne, kvindeundertrykkende mandslinge, der udtrykker sig som frådende mandschauvinister.
Jeg vil slutte af med at citere den imam, der viede min mand og jeg til hinanden: ”I træder ind i dette ægteskab som to individer. Når I træder ud fra denne bygning, vil I stadig være to individer, men som en enhed. Sammen skal I rejse gennem livet som denne enhed. En mand og en kvinde, er hver især de dele, der fuldender hinanden. Uden mand, ingen kvinde og uden kvinde, ingen mand. Som to dele på en vægt, kan der ikke være balance i forholdet, hvis det kun er den ene part, der tilgodeser egne behov, uden hensyn til sin ægtefælle. Der vil aldrig være en sund balance i forholdet, hvis vægten tipper til den enes fordel. Hav din ægtefælles bedste i tanke, handling og ord, før din egen, og I vil finde ægteskabets velsignelser i hinanden. Dette er en rejse, I foretager jer i fællesskab. I er sammen om denne rejse gennem livet. Der vil komme svære tider, sydom og modgang, men husk, det er her, I skal træde til for hinanden. Her, I kan helbrede, støtte og styrke hinanden ved at være der for hinanden. Det er i de små daglige gøremål at vejen til jeres hjerter anlægges til jeres fælles bedste.”
Se, det var en rigtig imam, med respekt for mennesket før kønnet, der talte.